Få hjemmesiden læst højt ved hjælp af adgangforalle.dk

Søg på sonderborgkommune.dk

Søgefelt

Vejledning i 10. klasse på specialskole og i specialklasse

I 10. klasse fortsætter UU-vejlederens samarbejde med elev, forældre og lærere i forhold til erhvervspraktik, evt. brobygning og uddannelsesvalg.
Opdateret 04.10.2021

Vejledningen i specialklasser og på specialskoler tager udgangspunkt i elevens funktionsniveau. Det betyder, at vejledningen er individuelt tilpasset den enkelte elev. UU-vejlederen orienterer også generelt om uddannelsessystemet, og viser eleverne, hvor på internettet de kan få hjælp til valg af ungdomsuddannelse og svar på deres spørgsmål - blandt andet på Uddannelsesguiden

Uddannelsesparathedsvurdering i 10. klasse

På samme måde som i 8. og 9.klasse bliver eleverne i 10. klasse igen uddannelsesparathedsvurderet. Senest 1. december og igen i starten af juni får alle elever vurderet deres uddannelsesparathed. Det er skolens lærere, der starter processen, og UU-vejlederen, der efterfølgende afslutter den ved at helhedsvurdere de elever, der er ikke-uddannelsesparate.

Er eleven ikke parat til uddannelse samarbejder UU-vejlederen med elev, forældre, skole og PPR om en alternativ plan. Der er ungdomsuddannelser til alle uanset funktionsniveau.

Plan for fremtiden

Allerede i 8. klasse påbegynder elev, forældre, skole, PPR og UU-vejlederen et samarbejde omkring en plan for fremtiden. Dette foregår blandt andet ved skole-hjem-samtaler, der afholdes to gange om året i foråret og efteråret samt ved møder efter behov. Samarbejdet omkring planen er en fortløbende proces, der tilpasses elevens sociale, personlige og faglige kompetencer, og dette samarbejde fortsætter naturligvis både i 9. og 10. klasse.

Praktik

For elever på specialskoler og i specialklasser, er der også i 10. klasse særlige muligheder for at komme i praktik i en virksomhed. Praktikken kan variere både i form og varighed. Kontakt evt. UU-vejlederen for flere oplysninger.

Brobygning

I november er der obligatorisk brobygning for alle kommunens 10. klasses elever. Det vil bero på en individuel vurdering, om brobygning vil være til gavn for den enkelte elev på specialskole og i specialklasse. Læs mere om brobygning her.

Tilmelding til ungdomsuddannelse

Senest 1. marts i 10. klasse bliver eleverne tilmeldt en ungdomsuddannelse eller en anden godkendt aktivitet. Tilmelding foregår på www.optagelse.dk. Det er en proces, som både involverer elev, forældre, lærer og UU-vejleder. Læs mere under "Tilmelding til ungdomsuddannelse".

Elever i specialklasse og på specialskoler går oftest videre i særlige uddannelsesforløb som eksempelvis STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) eller videre i 10. klasse på egen skole, i 10., EUD10 eller 10+ i Ungecenter eller på en efterskole. For at blive optaget på STU skal eleven godkendes til uddannelsen eller indstilles og visiteres som det hedder. Indstillingsprocessen begynder allerede omkring december og januar, og UU-vejlederen er særlig opmærksom på at hjælpe med tilmelding, indstilling og visitation.